FORæLDRE Må IKKE KRAMME TERRORDøMT SøN I LANDSRETTEN

- Ingen krammere.

Med to meters afstand og uden fysisk kontakt fik en 17-årig dreng torsdag i Østre Landsret mulighed for at hilse på sine forældre. I to år har han siddet varetægtsfængslet, først som sigtet, siden dømt, i en terrorsag.

Det var fængselsbetjentene fra Kriminalforsorgen, som understregede reglerne om, at der ikke må være fysisk kontakt mellem drengen og hans forældre under retssagen om hvervning og støtte til den nazistiske gruppe Feuerkrieg Division. Og dermed altså heller ingen krammere.

I maj sidste år blev den i dag 17-årige dreng idømt fem et halvt års fængsel for at have forsøgt at få en kammerat med i den højreradikale bevægelse. Bevægelsen arbejder for at omstyrte det eksisterende samfund for at opnå et samfund med såkaldt hvidt overherredømme.

Dommen har han anket til Østre Landsret. Han vil frifindes. Påstanden bliver gentaget torsdag formiddag i landsrettens lokale 1.7 i bygningen på Orientkaj i Københavns Nordhavn.

Modsat i retslokalet sidder anklager Hanne Christensen fra Statsadvokaten i København. Hun går efter at få drengen dømt i videre omfang end i byretten. Her blev han nemlig frifundet for to af anklagemyndighedens påstande.

Hanne Christensen vil dermed også gå efter en endnu højere straf end de fem et halvt år, som Retten i Holbæk nåede frem til.

Formiddagen i Østre Landsret er gået med oplæsning af byretsdommen, og så er Hanne Christensen gået i gang med at forelægge sagen over for de tre landsdommere, og de ni nævninger, som skal afgøre sagen.

Dommerne er jurister, mens nævningerne er almindelige borgere, og de strafferetlige regler siger, at to dommere og seks nævninger skal stemme for en domfældelse - ellers sker der frifindelse.

Den 17-årige dreng sidder ved siden af sin advokat og følger med. Han fremstår spinkel, og kendte man ikke hans alder, ville man måske skyde ham til at være yngre endnu.

Han blev anholdt første gang 1. marts 2022. Her modtog politiet et anonymt tip om, at drengen i en chatgruppe havde sagt, at han ville begå et skyderi mod en børnehave.

Det er der dog aldrig blevet rejst tiltale for, og den dengang 15-årige dreng blev også løsladt samme sag. Dog beslaglagde politiet hans telefon og to computere, som man kopierede og gennemgik.

Og det var her, man fandt frem til, hvordan drengen i forskellige grupper på nettet havde delt opskrifter på bomber og lignende og i øvrigt havde korresponderet med medlemmer af gruppen Feuerkrieg Division.

Anklager Hanne Christensen fortæller, at det navnlig er det materiale, som udgør sagens bevismateriale. Kun tre vidner skal afhøres over de ti dage, som sagen kommer til at vare.

Det drejer sig om en ekspert fra Center for Terroranalyse, som hører under Politiets Efterretningstjeneste, samt en medarbejder ved det europæiske politiagentur, Europol. Derudover skal drengens kammerat afgive forklaring.

Det var kammeraten, som drengen ved Retten i Holbæk blev dømt for at have forsøgt at hverve som medlem til gruppen.

Sagen i Østre Landsret ventes afgjort 16. maj.

/ritzau/

2024-04-25T10:15:37Z dg43tfdfdgfd